Orkestrets historie
Kolding Harmoniorkester blev stiftet i 1973 som et lille tyrolerorkester på 8 –
10 mand. Dengang hed orkesteret Trut i Takt og spillede udelukkende
tyrolermusik. Frem til 1983 voksede orkesteret til ca. 25 musikere, og på den
tid begyndte orkesteret at arrangere egne koncerter og deltage i konkurrencer
både i Danmark og i udlandet. Siden er orkesteret vokset støt og roligt, og
repertoiret har også ændret sig, således at orkesteret i dag spiller et meget
alsidigt og varieret program, uden at give slip på de historiske rødder.
Navneændringen fra Trut i Takt til Kolding Harmoniorkester blev gennemført ved
nytårskoncerten 2002 som en naturlig del af den udvikling, orkesteret har været
igennem. Samtidig fik orkesteret et nyt logo. Det symboliserer musik og harmoni,
men samtidig også fællesskab, sammenhold og venskab. Netop egenskaber som
orkesteret sætter højt.
Orkesteret rejser gerne til udlandet og har besøgt mange lande. Da orkesteret i
1998 havde 25 års jubilæum blev det fejret med en jubilæumsrejse til De Dansk
Vestindiske øer St. Thomas, St. John og St. Croix. Orkesteret deltog bl.a. i
festlighederne for 150 året for slaveriets ophør og spillede i den anledning
flere koncerter, bl.a. sammen med øernes nationalgarde.
|